Blog Image

MogensGade.dk

BEDRE MOBILDÆKNING PÅ VEJ TIL BORGERNE I JAMMERBUGT KOMMUNE

2019 Posted on 19 Sep, 2019 08:57

Borgerne, erhvervslivet, hjemmeplejen og turisterne i Jammerbugt Kommune har været udfordret af en dårlig mobildækning i nogle af kommunens egne. Nu er der udsigt til, at mobildækningen bliver markant bedre, da kommunen – i samarbejde med

flere af branchens aktører – arbejder på at få rejst flere mobilmaster.
Jammerbugt Kommune har gennem længere tid arbejdet for at løse udfordringerne med dårlig mobildækning i visse områder i kommunen. Indsatsen er nu lykkedes.

Konkret er kommunen ved at lave aftaler om rejsning af master på Gjøl, i Aabybro midtby, i Aabybro NØ, i Hune og på Øland. Det er specielt i disse områder, at mobilbrugere ofte eller altid oplever en svag dækning på grund af manglende master eller for stor belastning på de allerede eksisterende master.

“En god mobildækning er vigtig for alle i vores kommune. Den almindelige borger, virksomhederne og turisterne er afhængige af, at de kan kommunikere via mobilnettet. Der er et stigende behov for at tale og sende data via telefonen, og derfor skal vi sikre højest mulig dækningsgrad i bedst mulig kvalitet. En bedre mobildækning bringer os samtidig tættere på vores målsætningen om fuld dækning i Jammerbugt Kommune”, siger borgmester Mogens Christen Gade.

I nogle af områderne, hvor der rejses master, kræver det en ændring i lokalplanerne, og derfor er rejsningen af de planlagte master naturligvis forudsat, at ændringerne kan godkendes.

Kommunen har arbejdet med forskellige løsningsmodeller i samarbejde med flere af branchens aktører, så udgifterne til en bedre mobildækning ikke belaster økonomien i Jammerbugt Kommune.

“Vi har haft en dialog med mange af branchens aktører, og har fundet frem til en løsning, hvor de samarbejder på nye måder, så det er lykkedes os at få rejst masterne til 0 kroner for Jammerbugt Kommune”, udtaler leder af IT i Jammerbugt Kommune Morten Hedegaard.

Mobilbrugere vil allerede inden for et par måneder kunne mærke forskel på mobildækningen, og dækningen vil løbende blive bedre henover det næste år, hvor alle master forventes at blive rejst og være i drift.



Danske og tyske turister valfarter til Jammerbugten

2019 Posted on 11 Sep, 2019 16:17

Efter opgørelse af overnatningstallene for juli 2019 fortsætter den positive vækst i turismen i Jammerbugten.
Overnatningstallene for juli 2019 viser en positiv fremgang på 34.288* ekstra overnatninger svarende til en vækst på 7,19 % set i forhold til samme måned i 2018.

Med den positive forsæson, hvor der også tidligere kunne meldes om stor fremgang i turismen, er der nu en årlig vækst (Jan. – juli 2019) på 100.512 ekstra overnatninger i Jammerbugten. En fremgang svarende til en vækst på 10,12 % år.

En positiv vækst, der også har kunnet spores i tallene tidligere på året, men når juli regnes med er det Jammerbugten, der tegner sig for den største fremgang i Nordjylland år til dato.

På trods af en tysk feriekalender, der i år i store træk er sammenfaldende med den danske feriekalender, og derfor giver kapacitetsproblemer, er det alligevel lykkedes at måle en flot fremgang i de tyske feriehusgæster +32.863* (227.770 (2018) – 260.633 (2019).

Dernæst er der målt en stor fremgang blandt de danske campinggæster med et plus på 24.133* overnatninger (279.271 (2018) – 303.404 (2019) efterfulgt af en stigning på de danske feriehusgæster +13.149* (161.883 (2018) – 175.032 (2019)

Tyskerne rejser for naturen
Tyskerne rejser til Danmark for at nyde naturen, og Jammerbugtens turismeprodukt appellerer rigtig godt til de tyske gæster. For at møde de tyske gæster, inspirere og skabe øget opmærksomhed omkring Jammerbugtens fantastiske natur har VisitJammerbugten i samarbejde med det lokale turisterhverv markedsført sig digitalt overfor potentielle tyske gæster primært i Nordtyskland og samtidig anvendt pressebesøg og trykte medier i Tyskland til at formidle storytellingen omkring Jammerbugtens styrkepositioner som dansk vestkystdestination.

Vækst i turismen er en positiv nyhed, der også glæder Borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade:
” Det er utrolig flot at den positive udvikling fortsætter og rigtig skønt at se, at det private-offentlige samarbejde bærer frugt. I nordjysk regi er der bidraget med ekstra offentlige og private midler til markedsføringen af turismen, og det er glædeligt at både den lokale og den nordjyske koordinerede indsats giver gevinst og kan måles i overnatningstallet. Derudover er det jo også værd at bemærke, at 100.000 overnatninger ganget med 750 kr., som er det gennemsnitlige døgnforbrug for en turist, genererer en betragtelig omsætning, som er med til at skabe flere lokale arbejdspladser og dermed yderligere vækst”, slutter Borgmester Mogens Gade.

*Kilde Kommunale overnatningstal fra Danmarks Statistik.



Nyt fra kommunalbestyrelsen august 2019

2019 Posted on 04 Sep, 2019 12:32

Flere almene familieboliger i Aabybro

Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune har netop godkendt, at der bygges 15 almene boliger i Aabybro. De skal bygges, hvor det tidligere posthus lå.
Som en del af udviklingen af Aabybro centrum vil der blive opført 15 nybyggede almene boliger. Opstarten af byggeriet forventes af blive i slutningen af 2019.
Boligerne bliver opført med tre rum på ca. 87 m², og kommer til at ligge på 1. sal i den fremtidige bygning, som kommer til at blive fire-fem etager høj.
Huslejen bliver cirka 7.000 kr. for en lejlighed på 87 m².
I stueetagen af byggeriet bliver etableret erhverv på ca. 750 m², mens en privat entreprenør etablerer yderligere 15 private lejemål på de øvrige etager. De private lejemål bliver i forskellige størrelser med et samlet areal på ca. 1.825 m².
Nørresundby Boligselskab står for at bygge og udleje de almene boliger.
Starter projektet som planlagt i november 2019, kan de første lejere forvente at flytte ind i foråret 2021.

Indflytningsklare familieboliger på Gjøl

Mens byggeriet i Aabybro går i gang sidst på året, så er der hen over vinteren bygget otte almene familieboliger på Birkumvænge på Gjøl. De første fem boliger er udlejet.
”Med flere nye almene boliger er vi som kommune med til at sikre et antal lejeboliger til både familie, par og singler. Boligerne på Gjøl ligger med en fantastisk udsigt over Limfjorden og tæt på skolen. I Aabybro kommer boligerne til at ligge helt centralt i midtbyen”, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.
På Gjøl er der to type boliger. 3-værelses boliger på 98 m2 og 4-værelses på 114 m2.
Huslejen bliver på 929 kr. pr. m2 årligt ekskl. forbrugsafgifter m.v. Det vil sige godt 7.500 kr. om måneden for lejlighederne med tre værelser.

Udsigt til bedre mobildækning ved Hune

Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt har netop sendt et forslag til en ny lokalplan nord for Hune by i høring. Dermed er vejen banet for, at området kan få en bedre mobildækning.
Ved Højmarksvej i Hune har Kommunalbestyrelsen nu førstebehandlet et forslag til at der kan etableres en mobilantennemast med tilhørende teknikskabe. Masten bliver på 42 meter, og med mastens højde vil brugere af mobiltelefoner kunne opnå tilstrækkelige sende- og modtageforhold i området.
”Masten er et vigtigt element i vores strategi om at sikre god mobildækning i hele Jammerbugt Kommune, og med en stigende brug af mobiltelefoni og afhængighed af den teknologi, så kommer det mange borgere og besøgende til gode”, udtaler Mogens Christen Gade, borgmester i Jammerbugt Kommune.
Højmarksvej i Hune ligger nord for byen ca. 500 m fra bygrænsen i et sommerhusområde og støder mod syd og vest op til arealer, som er udlagt til grønt fællesareal i tilknytning til sommerhusområdet. Placeringen er optimal i forhold til at få de bedste sende- og modtageforhold i området.
Mobilantennemasten vil blive rejst af en teleoperatør/mobiludbyder på ejendommen Højmarksvej 13 med teknikskabe på jorden tæt ved masten.
Forud for opførelsen af masten, skal forslaget i offentlig høring, hvorfor den endelige vedtagelse af lokalplanen kan se i slutningen af oktober 2019.

Ingen bemærkninger i revisionsrapporten for regnskab 2018

Revisionsgennemgangen af Jammerbugt Kommunes årsregnskab 2018 er afsluttet, og årsregnskab for 2018 med tilhørende revisionsberetning er godkendt Kommunalbestyrelsen.
Gennemgangen af årsregnskab 2018 har ikke givet anledning til bemærkninger, og er påtegnet af revisionen uden forbehold.
Revisionsberetningen konkluderer, at regnskabsaflæggelsen er tilrettelagt velfungerende, er sket korrekt og efter gældende regler. Det gælder eksempelvis bilagsbehandling, kassevirksomhed, lønadministration, købsmoms og kommunal medfinansiering.
”Igen i år aflægger Jammerbugt Kommune et årsregnskab uden bemærkninger. Det er vi selvfølgelig tilfredse med i Kommunalbestyrelsen. Samtidig er det betryggende for borgerne, at årsregnskabet er retvisende”, siger borgmester Mogens Christen Gade.
Revisionen har tidligere haft anbefalinger til forbedringer af processen omkring statusafstemninger, på det område har revisionen i regnskabet 2018 konkluderet, at processen nu er meget tilfredsstillende, at de kan se væsentlige forbedringer i forhold til 2017.



Hussalget har taget et højdespring i Jammerbugt Kommune

2019 Posted on 17 Aug, 2019 10:39

Hussalget i Danmark er generelt steget i første halvår af
2019. Men specielt i Jammerbugt Kommune er salget gået godt, viser tal fra
Boligsiden.

Ejendomsmæglerne i Jammerbugt Kommune har haft travlt det
første halve år af 2019 – mere end normalt. Hushandlerne er steget med 27,3% i
forhold til samme periode sidste år. Det placerer Jammerbugt Kommune på en
andenplads, når det kommer til, hvor i landet salget er steget mest.

Stigningen i handler mærker mæglerne specielt på områder,
der måske har været stille omkring i nogle år.

“Vi havde travlt sidste år, og har haft ekstra
travlt i år. I Brovst, Arentsminde og Halvrimmen er hussalget steget
betydeligt. Vi oplever også en øget interesse for landejendomme i området, og
har haft flere handler i sommerhusområdet ved Tranum end de tidligere år”,
fortæller indehaver Morten Brix fra EDC i Brovst.

Nybolig i Brovst kan bekræfte den øgede aktivitet i
Brovstområdet, mens EDC Danebo i Blokhus har bemærket større interesse for køb
af fritidsboliger væk fra de typiske magneter:

“Der er generelt flere hushandler i år end sidste
år. Vi ser, at områderne uden for Blokhus røre mere på sig, det er for eksempel
Rødhus, Saltum og Tranum”, siger indehaver af EDC Danebo i Blokhus Erik
Thuesen.

En udvikling, der glæder borgmesteren i Jammerbugt
Kommune:

“Det er meget positivt for vores
landdistriktskommune, at den store aktivitet i hussalget også er i de mindre
byer og landområder i Jammerbugt. Det er vigtigt, at det er attraktivt at
bosætte sig mange steder i kommunen, det er med til fortsat at skabe udvikling
bredt i vores kommune”, siger borgmester Mogens Christen Gade.

Lavere priser væk fra hovedbyerne er gunstige.

Købere ser især på afstanden til deres arbejde og prisen,
når de køber bolig.

“For de fleste er det afgørende, hvor langt de har
til arbejdet, når de køber bolig. Vi oplever, at flere som arbejder i Aalborg,
og som typisk vil se på bolig 20 minutter fra arbejdet, nu søger boliger
yderligere 10-15 minutter væk. Det slår igennem på bolighandlen i eksempelvis
Brovst. Det sker, fordi de får mere hus for pengene, hvis de kører lidt
længere, og det vil de gerne, når de kan spare 500.000 – 700.000 kr. på et
sammenligneligt hus, og de samtidig kan få råd til en ekstra bil”,
forklarer Morten Brix.

Læs mere på stigningen i hussalget her<https://www.boligsiden.dk/nyheder/2019/08/her-stiger-hussalget-mest-se-hvor-din-kommune-er-paa-listen/>.

For mere information, kontakt:

Borgmester Mogens Christen Gade – tlf.: 41912001



Jammerbugten er populær som aldrig før

2019 Posted on 16 Aug, 2019 16:52

Flere danske og tyske gæster i Jammerbugten

Årets første 6 måneder i 2019
viser en positiv fremgang i antallet af turismeovernatninger i Jammerbugten.

Lidt over 66.000* flere turister
har valgt at tilbringe ferien i det populære ferieområde, der strækker sig
langs den nordjyske vestkyst fra Grønhøj i nord – beliggende syd for Løkken –
via Blokhus, Slettestrand, Svinkløv og ned til det sydvestlige
Thorupstrand.

De mange flere gæster i første
halvår af 2019 svarer til en vækst på 12,8 %*
(*Kilde: Kommunale
overnatningstal fra Danmarks Statistik).

Fremgangen måles både på danske
(+37.514*) og udenlandske gæster (+28.573*).

På det danske marked tegner camping (+15.178*)
og feriecentre (+10.800*) sig for
den største stigning. På de udenlandske markeder er det især feriehusene (+25.523*),
der har mærket fremgang, hvoraf tyskerne tegner sig for den største andel med
et plus på 18.617* flere overnatninger.

Hos Svinkløv Camping har
de også mærket efterspørgslen. Forpagter Hans Sørensen fortæller at sæsonen er
fuld på højde med den gode sæson sidste år. “Faktisk har vi haft 4 dage
med udsolgt, og det har vi aldrig oplevet før”. Der har især været flere
besøg af tyskere, danskere og holllændere i år, siger han. Hos Blokhus
By Camping
har Påsken været fantastisk. “Der
var jo et rigtigt godt vejr, og den lå senere på året. Det har smittet af på
campisternes lyst til at besøge os. Der har især været flere danske gæster i
Påskedagene”, fortæller Karsten Jepsen indehaver af Blokhus
By Camping
og Blokhus
Klit Camping
.

Hos en af de store
feriehusudlejere Novasol/Dansommer,
der har base i Blokhus, bekræfter Berit Bøjstrup også tendensen. Især i juni
har der været stor efterspørgsel på feriehusene. “Vi har oplevet en vækst
på 15% i juni, juli er på niveau med sidste år, og så kan vi også se, at august
bliver god. Derudover har vi 50 % flere for-bookinger på huse til 2020 i
forhold til sidste år”.

Det
nye halvårsresultat for 2019 glæder også Borgmester i Jammerbugt Kommune,
Mogens Gade:

“Det er nogle rigtig flotte
tal, som vi kan være stolte over. Vi investerer mange kræfter i turismen i
Jammerbugt Kommune, og med en omsætning på 2,7 mia. kr. fylder det også meget i
området. Vi har et godt samarbejde imellem et stærkt turismeerhverv,
overnatningssektoren og Vækst Jammerbugt. Et fælles træk på samme hammel,
som skaber resultater og er til glæde for turisterhvervet, men i høj grad også
giver synergi til de mange sideerhverv. Vi investerer mange kræfter i
turismen i Jammerbugt Kommune, og med en omsætning på 2,7 mia fylder det meget
i området. En flot vækst på 66.000 overnatninger ganget op med turisternes
døgnforbrug skaber yderligere omsætning, som gavner hele samfundsøkonomien
herunder også mureren, tømreren, den lille købmand, tøjbutikken osv. Vækst i
turismen er til glæde for alle. Når det regner på præsten, så drypper det
på degnen. Det skal vi huske”, siger Mogens Gade, Borgmester i Jammerbugt
Kommune.

Events, gæsteservice og markedsføring

Med denne halvårlige vækst tegner
Jammerbugten sig for den største stigning i Nordjylland, og bevarer derfor
fortsat sin position som den største turistdestination i Nordjylland – målt på
antallet af turismeovernatninger.

Jammerbugten har de senere år, i
samarbejde med turisterhvervet og frivillige foreninger, arbejdet målrettet med
at udvikle turismen i området indenfor blandt andet større events,
gæsteservice og markedsføring.

Opgaven har blandt andet været at
tiltrække og få flere gæster til at rejse til Jammerbugten i skuldersæsonen,
som er månederne lige før og efter sommermånederne, hvor der har været ledig
overnatningskapacitet.

Igennem markedsføringskampagner,
der gennemføres i samarbejde med det lokale turisterhverv, på det danske, tyske
og norske marked er Jammerbugtens stærkeste brands, events og temafortællinger
blevet synliggjort omkring feriehøjtiderne herunder bla. til vinter- og påske-
og pinseferie. Kampagnerne er fortrinsvis effektueret igennem online
aktiviteter, og det har også betydet en vækst i trafikken på websitet www.visitjammerbugten.dk i
første halvår af 2019 på 38 %.

Foto:
Især tyske gæster har fundet
vej til sommerhusene i Jammerbugten i første halvår af 2019

Fotocredit;
VisitJammerbugten.dk

Foto: Blokhus Torv danner ofte
ramme om større events i feriebyen. Her fra de ugentlige gratis torvekoncerter
med store, danske artister. Fotocredit: Erhvervsforeningen Dest. Blokhus



En decentral Landdistriktskommune midt i naturen!

2019 Posted on 09 Jul, 2019 20:47

Jammerbugt Kommune er en autentisk decentral
Landdistriktskommune midt ude i naturen – med 4 hovedbyer og 24 lokalsamfund.

Velfærd og vækst er hinandens forudsætninger – også i Jammerbugt
Kommune.

I vores kommune driver vi en struktureret
Landdistriktsindsats – parallelt arbejdes der med center og handelsbyerne –
netop fordi vores lokalsamfund er afhængige af centerbyer i vækst – lige som
centerbyerne er afhængige af lokalsamfund i udvikling.

Det strategiske landdistriktsarbejde udmøntes jo bl.a.
med projekt Liv i By og Skole – nu med en prioriteret inddragelse af
lokalsamfund uden skole – men jo også med den decentrale børnepasning med
valgmuligheder – decentrale rådhuse og biblioteker og social økonomiske
virksomheder m.m. – alt sammen klare signaler om, at kommunalbestyrelsen ønsker
og tror på den decentrale udvikling.

Jammerbugt Kommune er en mangfoldig Kommune – hvor
målet om øget bosætning hænger fint sammen med ønsket om flere gæster. Vi er en
kommune hvor vi finder løsninger såvel for natur som for Landbrug – fordi der
mange gange er sammenfaldne interesser. Jammerbugt Kommune er jo smukt placeret
mellem Hav og Fjord – og med en mangfoldig natur indimellem. Senest med en national
anerkendelse af denne natur via en optagelse i Danmarks Naturkanon for Fosdalen
og Svinkløv kan vi jo med god samvittighed tillade os at promovere os i forhold
til en enestående flot natur – også målt på nationalt plan.

Jammerbugt Kommune er på mange måder en bæredygtig
Kommune – økonomisk, fagligt og demokratisk. Men også på de mere traditionelle
bæredygtighedsområder, som at mindske CO2-udledningen er vi i førertrøjen –
ligesom vi er en del af et Nordjysk projekt om bæredygtig erhvervsudvikling.
Bæredygtighed er også en del af hverdagen i vores dagpasning og folkeskoler –
hvor en del af vores institutioner hvert år gør sig fortjente til
Friluftsrådets grønne flag.

Jammerbugt Kommune er også positivt på Danmarkskortetbl.a. i top 20 i Danmark over borgernes
tilfredshed med bopælskommunen – en høj andel af tilbageflyttere – Nordjyllands
største turistkommune målt på antal overnatninger og Nordjyllands mest
erhvervsvenlige Kommune.

Aktuelt er der gang i mange ting i Jammerbugt Kommune –
nogle kan fremhæves her: Jammerbugt Kommunes asylafdeling lukkede her fra den
30. april efter mere end 25 års eksistens – efter planen kommer
lægehelikopteren til Jammerbugt Kommune i år 2020 – udflytningen af statslige
arbejdspladser realiseres i år i det tidligere posthus i Brovst – der er
ungdomsboliger på vej i både Fjerritslev og Aabybro. Etableringen af den nye
skole i Jetsmarkområdet går efter planen. Masterplanen i Brovst kører efter
planen – det samme gør Centerplanen for Aabybrocentret. Ligesom der er
byggegrunde på vej i Saltum og Biersted og Brovst. Dette blot for at nævne
nogle aktuelle indsatser.

Der er meget der går godt i Jammerbugt Kommune – men
selvfølgelig også noget vi skal blive bedre til – og vi prøver hele tiden at
blive bedre både til det vi er gode til og det vi er mindre gode til.

Hvorom alting er – så er Jammerbugt Kommune – En
Kommune i sikker drift med blik for Fremtiden – En Kommune præget af politisk
stabilitet – det giver økonomisk stabilitet.

Det giver sikker drift med blikket stift rettet mod
fremtiden og fremskridtet.

Sommerhilsen 2019

Mogens Chr. Gade.



Nyt fra Kommunalbestyrelsen juni 2019

2019 Posted on 02 Jul, 2019 17:41

Nyt kollegie ved Fjerritslev Gymnasium allerede sidst i
2019

Efterspørgslen
efter at bo tæt på Fjerritslev Gymnasium er større end forventet. Derfor bliver
byggeriet af 16 af de i alt 40 ungdomsboliger allerede sat i gang i år, de
forventes at stå klar ved slutningen af året.

40 et-rums ungdomsboliger og et fælleshus kommer til at
udgøre det nye kollegie i tilknytning til Fjerritslev Gymnasium. Boligerne skulle
have stået færdige ved skolestart 2020. Men et behov for boliger allerede ved
skolestart 2019 betyder, at de første 16 boliger bliver opført, så de står klar
i november/december i år.

”Det er meget positivt, at søgningen mod Fjerritslev
College er stor. Det støtter vi selvfølgelig op om og fremrykker derfor
byggeriet af knap halvdelen af boligerne, så de unge kan få et sted at bo tæt
på deres uddannelse”, udtaler borgmester Mogens Christen Gade.

De 40 ungdomsboliger bliver et-rums boliger på hver 25 m²,
dertil kommer et fælleshus på 400 m². Fælleshuset er tænkt som et centralt
samlingssted for beboerne. Da beboerne på kollegiet formodes at være studerende,
og opfylde betingelserne for at modtage ungdomsboligbidrag, forventes nettohuslejen
at blive på ca. 2.625 kr. pr. måned.

Boligerne kommer til at ligge på et kommunalt ejet areal på
ca. 4.900 m² på Skovbrynet, øst for Fjerritslev gymnasium.

Nye byggegrunde i Biersted

Jammerbugt Kommune og en privat lodsejer står bag en fælles
byggemodning af flere grunde ved Biersted.

Parterne har lavet en samlet
udstykningsplan med 16-17 byggegrunde til parcelhusgrunde. Jammerbugt Kommunes
andel svarer til ti parcelhusgrunde, mens den private lodsejer udstykker de
sidste seks til syv grunde. Parcelhusgrundene forventes at blive mellem ca. 900
m² og ca. 1.300 m².

Den private lodsejer er ikke
omfattet at de samme udbudsregler som Jammerbugt Kommune, og kan derfor begynde
byggemodningen umiddelbart efter projekteringen.

Den private udstykning kan
være klar til overtagelse i løbet af efteråret 2019, hvis en entreprenør kan gå
i gang umiddelbart. Den kommunale udstykning forventes at kunne være klar til
overtagelse omkring årsskiftet 2020, forudsat at vejret arter sig.

”Der er blevet efterspurgt
flere byggegrunde i Biersted, og med udstykningsplanen sikre vi nu et antal
parcelhusgrund i Biersted og dermed en grobund for udvikling i byen inden for
kort tid”, fortæller Mogens Christen Gade.

Jammerbugt Kommunes udgift til
fællesudgifter og byggemodning af de ti parcelhusgrunde udgør 4.450.000 kr.
Heri er indregnet stam- og stikveje, tilslutningsbidrag til kloak, el, vand, fjernvarme
og køb af et areal på 0,35 ha i lokalplansområdet af en anden lodsejer.

Der er indregnet gadelys og
fortov i den ene side af vejen og et beløb til forventet historiske
forundersøgelser.

De ti kommunale grunde skal i
følge lovgivningen udbydes/fastsættes til markedsprisen.

15 byggegrunde i Saltum

Med
åbne marker mod vest og nem adgang til naturområdet ved Nols Sø får Saltum 15
nye byggegrunde. Samtidig udlægges et større område til et fællesareal til
rekreative formål.

Den nye lokalplan giver mulighed for 15 nye byggegrunde i
Saltum. Grundene bliver på mellem 1100 m2 – 2200 m2, og
der bliver mulighed for at bygge i to etager med en højde på maksimalt 8,5
meter og en facadehøjde på maksimalt 6,5 meter.

De 15 byggegrunde kan dog ende med at blive reduceret med
fire byggegrunde, da Nordjyllands Historiske Museum har arkæologiske interesser
i området. Ved en forundersøgelse har museet afdækket et område, de formoder at
kunne datere til sen vikingetid/tidlig middelalder.

Det kommer til at påvirke det endelige antal byggegrunde,
om de fundne bebyggelser fra vikingetiden bliver udgravet eller. Bliver de
historiske bebyggelser udgravet, sker der ingen ændringer i udstykningsplanen. Men
bliver bebyggelserne fra vikingetiden ikke gravet ud, påvirker det planlægningen
af fire parcelhusgrunde; nemlig parcelhusgrunde nr. 4, 6, 8 og 10. I så fald
vil kommunen være nødt til at lade de fire parcelhusgrunde stå ubebygget, eventuelt
som grønne friarealer.

Omkostning for udgravning af de arkæologiske fund er ikke
endnu kendt.

Hvad
er vejens navn?
Den
nye vej i Saltum har fået et navn. Ligesom ved de fleste navngivninger, har
flere navne være i spil – i dette tilfælde fem. En enig Kommunalbestyrelse
valgte Højbogårdsvej til områdets nye vejnavn. Højbogårdsvej er inspireret af
gården, der ligger på nabogrunden.

Støtte
fra anlægspuljen for landdistriktsprojekter til to projekter

Bryggergården og Vester Thorup Højskole modtager begge penge
fra anlægspuljen for landdistriktsprojekter i
Jammerbugt Kommune.

Bryggerimuseet i Fjerritslev
Bryggergårds historiske bygninger står over for et spændende projekt, hvor det
oprindelige bryggeri skal genskabes – både bygningsmæssigt og med den store
bryggerisamling på omkring 1300 registrerede genstande.

Restaureringen forventes at
koste 4.850.000 kr., hvoraf Jammerbugt Kommune støtter med 500.000 kr.

Projektet sker i samarbejde
med Nordjyllands Historiske Museum og Jammerbugt kommune.

Højskole
i Vester Thorup

Jammerbugt Kommune støtter også det lokale tiltag i Vester Thorup med at starte
en ny højskole med fokus på klima, kreativitet og kystfiskeri.

Det er den nedlagte efterskole i Vester Thorup, som skal
omdannes til højskole. Støtten fra kommunen skal bruges til forbedringer af toilet-
og badefaciliteter i bygningerne.

Jammerbugt Kommune støtter projektet med 218.000 kr. – under
forudsætning af, at højskolen startes op.

”Vi støtter to spændende projekter med midler fra
anlægspuljen denne omgang. Vi tror på begge projekter, og med midlerne til
Bryggergården, kan de med os i ryggen nu søge yderligere midler til at
realisere deres vision. Mens vi med støtten til højskolen i Vester Thorup sikrer,
at der igen kommer lys i vinduerne i den tidligere efterskole, nu som højskole.
Dermed støtter vi et initiativ, der også er med til at sikre flere
arbejdspladser i kommunen”, siger Mogens Christen Gade.

Højskolen er godkendt af Kulturministeriet, og forventningen
er, at undervisere svarende til otte årsværk skal ansættes.

Etablering
af mobilantennemast på Gjøl nærmer sig

Kommunalbestyrelsen i
Jammerbugt Kommune har netop vedtaget et tillæg til Helhedsplan 17 om
etablering af mobilantennemast ved Drøvten på Gjøl.

Konkret betyder det, at et
areal på 175 m² udlægges til etablering af en mobilantennemast på 48 m.

Dermed får borgerne på Gjøl en
klar forbedring af sende- og modtageforhold, der følger med den øgede anvendelse
af tjenester inden for mobiltelefoni.

”I Jammerbugt Kommune har vi
gennem længere tid arbejdet med at få bedre dækning i flere af vores områder.
Projektet på Gjøl er et led i det arbejde og skaber nu langt bedre vilkår for
at kommunikere for borgerne og turisterne i området”, udtaler Mogens Christen
Gade.

Inden tillægget til
lokalplanen offentliggøres, skal det i fire ugers offentlig høring. Forslaget
forventes at komme til 2. behandling på kommunalbestyrelsesmødet i august.

Opfølgning budget 2019

Fire måneder inde i 2019
foretog Jammerbugt Kommune en budgetopfølgning på alle driftsbudgettets
aktivitetsområder.

Opfølgningen viser, at
Jammerbugt Kommune er udfordret i forhold til at holde sig inden for det
økonomiske loft, som kommunerne og regeringen har aftalt forud for årets budget
– den såkaldte serviceramme.

Servicerammen er i budget 2019
vedtaget til 1.709,9 mio. kr. Hvis forudsætningerne i det forventede regnskab
for 2019 holder, bliver servicerammen overskredet med ca. 30 mio. kr.

En overskridelse af
servicerammen kan medføre en bøde.

Derfor er direktionen og
forvaltningerne i Jammerbugt Kommune i gang med finde en række forslag til
kompenserende besparelser. Forslagene for besparelser kommer til at ramme bredt
på kommunens serviceydelser.

Det er primært flere udgifter
til voksenhandicapområdet, end budgetteret, der er med til at overskride
servicerammen. Flere borgere end forventet har haft brug for hjælp.

Næste opfølgning på budget 2019 er 30. juni. Her vil
der komme konkrete forslag til besparelser.

Hvad
er en serviceramme?
Hvert år aftaler Regeringen og kommunerne, hvor meget
kommunerne samlet set må budgettere til den kommunale service. Det sker, så
Regeringen har overblik over de samlede kommunale udgifter.

Aftalen sker forud for de enkelte kommuners
budgetlægning. Så når Jammerbugt Kommune hvert år lægger budget, skal det ske
med respekt for, at kommunernes budgetter under èt ikke må overskride den
serviceramme, som kommunerne har aftalt med Regeringen.

En overskridelse kan ende med bøde.

For yderligere oplysninger, kontakt
Borgmester Mogens Christen Gade 41912001



Nyt fra kommunalbestyrelsen maj 2019

2019 Posted on 02 Jun, 2019 09:28

Nøglefri
haller

I
samarbejde med hallerne i Jammerbugt Kommune har Kommunalbestyrelsen besluttet,
at døre, der benyttes af foreninger og i forbindelse med booking af borgere,
skal være nøglefri.

Hallerne i Jammerbugt skal kunne benyttes uden
for normal åbningstid, dermed kan borgerne få mest mulig gavn af hallerne – og samtidig
bliver hallernes kapacitet udnyttet bedst muligt.

I tæt samarbejde med hallerne har kommunen
gennemgået de lokale ønsker til, hvilke døre der skal være nøglefrie i de 14
haller kommunen tæller. Det har resulteret i, at de døre, der er nødvendige i
forhold til borgerbookinger, og døre til rum med adgang for foreninger, skal
være nøglefri.

Dermed skal i alt 56 døre ændres til nøglefri
døre. Til det arbejde har Kommunalbestyrelsen afsat en ramme på 838.075 kr. Ud
over de nøglefri døre, skal beløbet også dække Pc’er, internetopkoblinger og
nye døre til de haller, som mangler dette for at kunne administrere de nøglefri haller.

”Med de nøglefri haller vil stort set alle
brugere af hallerne i kommunen kunne anvende elektroniske låse. Det giver en
bedre mulighed for, at hallerne også kan bruges uden for de normale haltider,
og det åbner for, at flere foreninger og grupper af borgere kan benytte
hallen”, siger borgmester Mogens Christen Gade.

Detailhandlen
klarer sig godt i Jammerbugt

Detailhandlen
i Jammerbugt Kommune klarer sig godt. Det viser den seneste detailhandelanalyse
for Jammerbugt Kommune. Trods kommunen ligger tæt på Aalborg og markedet
oplever en stigende nethandel, er handelsbalancerne steget, og antallet af
butikker og omsætningen er faldet mindre end forventet. En del af forklaringen er
turisternes positive bidrag til handelslivet.

Turisterne strømmer til Jammerbugt, og det er
godt for detailhandlen. De bidrager nemlig i høj grad til en øget omsætning i
detailbranchen – både når det kommer til dagligvarer og til udvalgsvarer, såsom
sko, tøj mv. Turisternes andel af omsætningen i detailhandlen i Jammerbugt
Kommune er ikke uvæsentlig. Den udgør ca. 24 % af detailhandlens samlede
omsætning, i kroner er det i størrelsesordenen 420 mio.

Fra 2007 til 2017 er handelsbalancen for
Jammerbugt Kommune steget med ca. 11 procentpoint. Dagligvarer er steget fra
ca. 109% til ca. 114%, beklædning fra ca. 67% til ca. 89%, og øvrige varer er
steget fra ca. 75% til ca. 89%.

Antallet af butikker i Jammerbugt Kommune er i
perioden faldet med 5%. Det er dog væsentligt lavere end landsgennemsnittet. Det
relative lave fald skal igen forklares med den omfattende turisme – især i
kystbyerne – og befolkningstilvæksten i Aabybroområdet.

Ud over Aabybro har Fjerritslev også erobret
markedsandele i perioden 1997-2017.

Tallene
viser retning for planlægning

Tallene er overordnet set positive. Så ud over
at glæde kommunen, bliver de også brugt aktivt i den fremtidige planlægning.

”Vi bruger tallene, når vi planlægger rammerne
for detailhandlens udvikling. Dermed er vi med til at sikre, at omfanget af
arealer til detailhandel er tilstrækkeligt, at arealerne har den rigtige
beliggenhed, og at tilgængeligheden til arealerne for både kunder,
detailhandlere og leverandører af varer er god”, udtaler Mogens Christen Gade.

Netop størrelsen på de enkelte butikker er en
af de ting, kommunen vil kigge nærmere på. Det kan være hensigtsmæssigt at
opjustere den maksimale butiksstørrelse pr. butik i byernes centrum.

Ny
grundvandsbeskyttende fredskov mellem Aabybro og Biersted

Beskyttelsen
af grundvandet i indvindingsoplandet til Aabybro Vand skal øges. Derfor rejser
Jammerbugt Kommune og Naturstyrelsen en ny skov på et 150 ha stort areal mellem
Aabybro og Biersted.

Arealet dækker store dele af
indvindingsoplandet til Kærvejværket og Vildmoseværket, og ligger nord for
vejen med forbindelse med Aabyskoven mod vest.

Skoven rejses for at reducere udvaskningen af
nitrat til grundvandet, og dermed sikre drikkevandet.

”Den nye skov skal først og fremmest løfte
kvaliteten af drikkevandet i området. Skoven kommer til at ligge tæt på både
Aabybro og Biersted, og dermed får kommunen endnu en bynær skov til gavn for
mange”, siger Mogens Christen Gade.

Naturstyrelsen bliver ansvarlig for at etablere
skoven, og driften af selve skoven og naturarealer, når dette står klar. Naturstyrelsen
kommer også til at stå for at erhverve arealerne gennem forhandlinger med
lodsejerne, en kontakt de allerede har etableret med lodsejerne.

I forbindelse med skoven bliver etableret forskellige publikumsfaciliteter som
borde, bænke, stier og veje. Kommunen ønsker at involvere lokale interessenter
i, hvilke publikumsfaciliteter, der ellers kan være behov for i den nye skov.
Det kan være faciliteter som shelters og madpakkehus. Sådanne faciliteter vil
komme i stand gennem et samarbejde mellem Naturstyrelsen og Jammerbugt Kommune –
eventuelt med ekstern finansiering.

Skoven kommer til at ligge i sammenhæng med Aabyskoven, og derfor bliver der
sammenhæng mellem stierne i Aabyskoven og de stier, der etableres i den nye
skov.

Den samlede udgift til skoven forventes at
blive på 37,8 mio. kr., og omfatter erhvervelse af jord, skovtilplantning og
diverse publikumsanlæg. Naturstyrelsen medfinansierer jordkøbet med 12 mio. kr.
og alle omkostninger til erhvervelse af jord, skovtilplantning og anlæg. De
resterende udgifter vil dækkes af Aabybro Vand med 15. mil. kr. og Jammerbugt
Kommune med 3 mio. kr.

Renovering
af ledningsnettet på Tranum Varmeværk

Kommunalbestyrelsen
i Jammerbugt Kommune har besluttet at stille en kommunegaranti på 4.530.000 kr.
til Tranum Varmeværk A.M.B.A til færdiggørelse af renovering af ledningsnet.

Ledningsnettet hos Tranum Varmeværk har en gennemsnitsalder
på 58 år, og er dermed et af landets ældste.

Det betyder stigende omkostninger til vedligeholdelse
af selskabets ledningsnet, og derfor har Jammerbugt Kommune valgt at stille en
kommunegaranti, så renoveringen af ledningsnettet kan gå ind i sin sidste og
afsluttende fase.

Renoveringen er foregået over flere faser.
Første etape blev gennemført i efteråret 2017 og i forår og sommer 2018 blev projektets
anden og tredje etaper gennemført. Med kommunegarantien kan fase fire og fem,
de sidste to faser i projektet, indledes. Renoveringsarbejdet forventes
afsluttet i efteråret 2019.

For
yderligere kommentarer, kontakt:

Borgmester Mogens Christen Gade tlf.: 41912399



Next »