Det er vigtigt, at der stadig er nogle der bevarer roen og sikrer en fortsat sikker drift i Jammerbugt Kommune – med blik for fremtiden. Den opgave kræver finansiering – og i en fremtidssikring kræver det både reelle besparelser, omlægninger, effektiviseringer og skattestigninger. Hård kost. Og ikke særlig pædagogisk. Men af forskellige grunde – nødvendigt – især hvis vi vil fastholde og gerne udvikle de basale serviceområder som børnepasning, undervisningstimer og ældreområdet.

Skattestigningen er af nogle beskrevet som et valg mellem at være blå og rød – det er den ikke – den kommer primært af det økonomiske jerngreb Kommunerne bliver kørt under. Samtidigt med, at nogle tager afstand fra skattestigninger med den ene hånd præsenterer de store anlægsinvesteringer med den anden. Jeg må bare sige helt stilfærdigt. Det hænger simpelthen ikke sammen.

Der findes ingen trylleformular – heller ikke ordet strukturændringer – heller ikke et nyt rådhus – vi har i forvejen nogle af landets laveste omkostninger til administration – så murstenene til et nyt rådhus kan ikke en gang finansieres via personalereduktioner.

Venstre i Jammerbugten er fortsat et blåt parti – der står vagt om vore traditionelle liberale værdier – og et parti som løser de opgaver, som kommer – ikke med trylleformularer – men med engagement, realisme og knofedt. Derfor er Venstre fortsat garantien for en fornuftig fremtid for Jammerbugten – for jammerbugt kommune og for os der bor her.

Snak gør det ikke – Handling slår alt.