For et par uger siden var det socialdemokratiske folketingsmedlem Simon Kollerup skuffet over, at ingen af de Nordjyske borgmestre var tilmeldt en landdistriktskonference på Chri-stiansborg. Vi borgmestre kom endda i TVnord – hvor vi måtte forsvare os. Det gjorde vi helt godt – nogle af os deltog samme dag i et møde i vores Nordjyske Fiskerinetværk med det mål at skabe bedre vilkår for det vigtige Nordjyske fiskerierhverv.
Et par dage senere lancerede en tilfreds landdistriktsminister en Task Force der skal rejse rundt og lære os at bedrive landdistriktspolitik ude i kommunerne.
Det gør vi hver dag i en god og handlingsorienteret dialog med vores lokalsamfund – og med forenings- og erhvervslivet.
Pointen er imidlertid, at landdistriktspolitikken begynder et helt andet sted end den vi reali-serer ude i kommunerne. Den bygger nemlig på den virkelighed der findes – og nogle steder kan det virke op ad bakke – og andre gange kan et fælles træk på den samme ham-mel mellem lokalsamfund og kommune skabe en positiv udviklingsdagsorden frem for den negative afviklingsdagsorden.
Den virkelighed der findes er bl.a. et resultat af de rammevilkår der findes og skabes – og det er jo her, at landspolitikerne skal bidrage til landdistriktspolitikken – mens lokalpoliti-kerne tager over i forhold til det at holde lys i flest mulige vinduer og lokalsamfund – her-ude hvor der er lidt længere mellem husene end i byerne
Her hjælper ingen Task Force eller al for megen tid på møder med gode intentioner – her hjælper kun handling ud fra princippet om hjælp til selvhjæp.
Vi der bor på forkanten kan og skal bidrage til fællesskabet Danmark – men det kræver nogle landspolitikere der giver os muligheden for at gøre det.
De siger vi skal leve af turisme og alligevel indsnævrer man mulighederne for at agere kystnært i mistillid til at kommunerne naturligvis vil beskytte en af vores vigtigste ressour-cer : Naturen
De siger vi skal leve af Landbrug og fødevarer og alligevel bliver man bevidstløs ved med at genere landbrugserhvervet med krav om bræmmer til at løse en miljøopgave, som ikke en gang er korrekt dokumenteret. Ligesom alle efterhånden ved, at minivådområder og stenrev både billigere og bedre løser opgaven end at frarøve landmændene deres produktionsjord.
De siger vi skal have mere lige vilkår at drive kommune under og så laver man en udlig-ningsreform hvor der skal gives fra by til land og fra rige kommuner til fattigere og alligevel skal Jammerbugt Kommune bidrage. Det giver selvfølgelig lidt selvværd, at blive udnævnt til at være en rig bykommune!
De siger vi skal gøre noget for bosætning – et af de seneste års bedste projekter har i den forbindelse været nedrivningspuljen – hvor vi virkeligt har fået ryddet op mange steder – og alligevel fjerner man nedrivningspuljen.
De siger vi skal drive landdistriktspolitik – og sætte en positiv udviklingsdagsorden frem for den negative dagsorden om afvikling – og alligevel gør man bl.a. via ovennævnte eksempler vilkårene for liv her på forkanten sværere og sværere – og dermed bliver udgangspunktet for det at drive en kommunal handlingsorienteret landdistriktspolitik sværere end nødvendigt.
Men alligevel løser vi opgaven – hver dag – og egentlig med rimelig succes fordi vores handlingsorienterede landdistriktspolitik realiseres via gensidigt respekt og via et fælles træk på den samme hammel.
Så budskabet er ikke bare: Vi har det godt – send flere Penge. Nej – vi har det godt – vi kunne få det bedre hvis vi i højere grad mødte nogle rammevilkår der matcher det vi kan og skal bidrage med til den samlede danske samfundsøkonomi – se det vil være hand-lingsorienteret landspolitisk landdistriktspolitik.
Konklusionen er således, at landdistriktspolitik drives såvel nationalt som kommunalt –

Mogens Gade 1. november 2012,