Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse sendte inden sommerferien et udkast til lovforslag om ændring af apotekerloven ud i høring (Modernisering af apotekersektoren). Her siger regeringen blandt andet, at den ønsker ”at modernisere apotekersektoren med henblik på at sikre borgerne god adgang til at købe medicin, høj patientsikkerhed, lægemidler til lave priser og god rådgivning af borgerne om medicin”.

I kommunerne i Nordjylland har vi stor fokus på at sikre tilstrækkelig dækning og god adgang til sundhedsudbydere og sundhedsydelser til de nordjyske borgere – herunder også dem, som bor uden for de større byer. Vi ser god adgang til medicin og rådgivning om medicin som en vigtig del af det samlede sundhedssystem – og er bekymrede for, at lovforslaget kan være med til at forringe dette centrale element i det nordjyske sundhedssystem.

Vi ser ligeledes meget kritisk på den effekt, som lovforslaget kan få for ældre borgere i Nordjylland. Risikoen for længere afstand til apoteker og mindre mulighed for relevant rådgivning vil alt andet lige skabe større problemer for disse borgere.

I Nordjylland vil vi følge processen tæt for at sikre, at der tages hensyn til disse bekymringer, som vi ikke er alene om, men som også er fremført af bl.a. KL. Derfor har vi valgt at sende Nick Hækkerup, minister for Sundhed og Forebyggelse, et brev, hvor vi beskriver de bekymringer, vi har for virkningerne af lovforslaget her i Nordjylland.

Vi håber at ministeren lytter til vores bekymringer. Ellers kan det være med til at skabe yderligere udfordringer for det allerede pressede nordjyske sundhedssystem.

Arne Boelt og Mogens Gade