Den nye rektor på Fjerritslev Gymnasium er den 36-årige Bjarne Edelskov Nielsen, som er pædagogisk leder på gymnasiet i dag. Den 30. september fratrådte Per Beck som rektor for Fjerritslev Gymnasium efter godt 7 år på posten, og der har de sidste måneder været i tvivl om, hvem der skal efterfølge Per Beck, fordi den person, som ansættelsesudvalget pegede på i første omgang, kom ud for en alvorlig trafikulykke.

Bestyrelsen har nu valgt Bjarne Edelskov Nielsen som rektor. Bjarne har været ansat som pædagogisk leder og samtidig underviser Bjarne i musik og pædagogik på gymnasiet.
Som pædagogisk leder beskæftiger Bjarne sig med brobygningsaktiviteter og har en stor kontaktflade til eleverne, fordi han arbejder med elever med særlige behov og forsømmelsessamtaler. Han arbejder også med kompetenceudvikling af medarbejderne og strategisk udvikling af gymnasiet.

Den nye rektor Bjarne Edelskov Nielsen udtaler:
– Jeg er utrolig spændt på at løfte opgaven og det er med stor glæde. Jeg har haft den daglige gang på skolen i snart 10 år og glæder mig over, at skolen er i sikker drift, og at vi har et dygtigt personale. Alle skal løfte den fælles udfordring om at gøre alle elever så dygtige som over hovedet muligt uanset baggrund.

– Derfor er jeg meget bevidst om at bruge den første tid på at skabe et fornyet blik for alle ansattes potentialer i organisationen og sikre, at vi arbejder samme vej. Der er naturligvis forskel på at være pædagogisk leder til at blive rektor, og mit nye job er at sikre helheden. Jeg vil gøre mit bedste for at kunne indfri den tillid bestyrelsen har vist.

– Fjerritslev Gymnasium har stor glæde af at samle mange forskellige uddannelsestilbud under samme tag. Det giver de unge muligheder for at vælge bredt og mulighed for at følges med kammeraterne fra folke- og efterskolen.

– Vi udbyder allerede fra sommeren 2016 SOSU grundforløbet igen i et tæt samarbejde med SOSU Nord. Derudover arbejder vi videre på at afsøge muligheder for flere uddannelser, så vi hele tiden favner bredt. Alle elever skal trives på Fjerritslev Gymnasium og blive så fagligt dygtige som muligt. Lærer man noget, så trives man – og omvendt. Vores elevråd og festudvalg Bacchus og Cafeudvalg er vigtige aktører i at gøre Fjerritslev Gymnasium til andet end bøger og afleveringer, og de gør det godt. Fjerritslev Gymnasium kan favne bredden og skal fastholde, at vi har et af Regionens højeste gennemførelsesprocenter. Mit fokus er også at stimulere toppen af eleverne til at blive endnu bedre, så de ressourcestærke ”skinner” og dermed løfter helheden. Derfor har vi i år sat særligt fokus på talentmassen og plejer deres faglige kunnen.

– Det samlede personale og jeg er ikke bange for at stille tydlige krav og forventninger til eleverne, så de bliver studieparate til videre uddannelse. Det skal være sejt, at sige at man er nørd på sit område. Det kræver fordybelse og hårdt arbejde. En studenterhue er uanset farve ikke en man kommer sovende til eller får – det er en man aktivt tager!

Bestyrelsesformand for Fjerritslev Gymnasium Mogens Gade siger
– Jeg er utroligt glad for at vi har fundet en ny rektor til Fjerritslev Gymnasium. Vi har altid haft et rigtigt godt samarbejde med den afgående rektor og vi har udviklet et godt og solidt gymnasium til glæde og gavn for de unge i området. Jeg ser rigtigt meget frem til at samarbejdet med den nye rektor og fortsat være med til at udvikle Fjerritslev Gymnasium som uddannelsesinstitution.

FAKTA
Fjerritslev Gymnasium er et vandkants gymnasium, og netop kanten og den profil skal der bygges videre på. HF er på vej med særlige ’uniformslinjer’. I HHX er der to stærke linjer med et bredt fagudvalg. I STX skal der videreudvikles på studeretningerne, så alle eleverne oplever synergierne ved at flere fag arbejder sammen.

Det første skridt i den retning er en særlig Adventureprofil. Det er en studieretning, som gymnasiet udbyder fra næste skoleår med fagene samfundsfag, matematik og idræt. Mountain Bike, Adventure og Friluftsliv er oppe i tiden og gymnasiet kan tilbyde det på et fagligt højt niveau. Her håber man at kunne tiltrække elever fra hele landet. Han Herreds naturskønne områder kan noget helt unikt. Det skal gymnasiet udnytte som uddannelsesinstitution. Derfor er gymnasiet på vej med lokalt forankrede samarbejdspartnere, så elever fra landets efterskoler kan ”forblive i efterskoledrømmen”. Disse elever skal nemlig have mulighed for at fortsætte på Fjerritslev Gymnasium og få en stærk ungdomsuddannelse.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Bestyrelsesformand for Fjerritslev Gymnasium – Borgmester Mogens Gade – tlf: 72 57 70 01

Bjarne Edelskov Nielsen – tlf: 96 50 51 07