Med Budget 2019 sættes der
for alvor gang i finansieringen af Jetsmark Skolecenter – men der er også mange
andre anlægsprojekter på programmet for 2019 og fremefter.

Haller og fritidsfaciliteter
får et løft

Der afsættes i årene 2019 og
2020 i alt 20 mio. kr. til renovering af Idrætscenter Jammerbugt i Fjerritslev.

Der afsættes 4 mio.kr. som
medfinansiering til at realisere Aabybro Idrætsforenings ønske om nyt klubhus.

Halpuljen er i 2019 i alt 2,5
mio. kr. Puljen er inklusiv udgiften til ”nøglefri haller”.

Vedligehold af kommunens
bygninger prioriteres

Jammerbugt Kommune ønsker at
sikre gode rammer for borgere, brugere og medarbejdere. Derfor afsættes der fra
budgetår 2019 og frem yderligere 3,6 mio.kr. årligt til vedligeholdelse af
kommunens mange bygninger. Vedligeholdelsesopgaverne udføres sådan, at der
tænkes energirigtige løsninger ind, der er gode for både miljøet og driften af
bygningerne. Derfor forventes det, at en væsentlig del af energioptimeringerne
vil kunne lånefinansieres. Konkret igangsættes renoveringen af Biersted Skole
med et samlet budget på 9,3 mio.kr. over tre år.

På dagtilbudsområdet er der
afsat 4 mio. kr. til renovering af børnehaverne i Fjerritslev og herunder
muligheden for at udvide antallet af vuggestuepladser i området.

Ungdomsskolens lokaleforhold
vurderes nærmere med henblik på at undersøge hvilke faciliteter, der kan
stilles til rådighed lokalt.

Der skal samtidig arbejdes
videre med at skabe øget tilgængelighed for kommunens borgere – herunder også
adgang til handicaptoiletter – hvilket indarbejdes i kommunens projekter, såsom
eksempelvis haller, renoveringer mv. Konkret skal der desuden laves
handicapvenlig adgangsvej til Bratskov, inklusive adgang til parken.

Der vurderes et køb af
spejderhytten Bækken i samarbejde med Børne- og Familieudvalget

Infrastruktur og trafik

Der afsættes en
trafiksikkerheds- og cykelstipulje på i alt 3 mio. kr., der bl.a. skal
realisere en cykelsti på Kollerup Strandvej. For at skabe en mere sikker og
samtidig smidig trafikafvikling etableres en ny rundkørsel ved
Vesterhavsvej/Kvorupvej/Fårupvej. Der afsættes over to år i alt 3,5 mio.kr.

Med henblik på mere sikker
trafikafvikling ønskes der flere 2-1 veje i Jammerbugt kommune, herunder skal
bl.a. ses på muligheden for at etablere Thorup Strandvej som 2-1 vej.

Kommunalbestyrelsen ønsker, at
der udarbejdes forslag til den fremtidige infrastruktur i Aabybro. Dette skal
bl.a. indeholde eventuel etablering af ringveje ved Aabybro, trafiksanering af
området ved Kattedamsvej, samt håndteringen af trafikforhold i Aabybro bymidte,
vejene til nye boligområder samt fokus på bløde trafikanter og sikre skoleveje.
Et forslag hertil – herunder forslag til finansieringsplan – skal forelægges
Kommunalbestyrelsen til drøftelse på et temamøde i første halvår 2019.

Landdistriktsanlægspulje
støtter projekter med lokal forankring

Som et helt
nyt tiltag afsættes der en årlig pulje på 5 mio.kr til anlægsprojekter på
Kultur-, Fritids- og Landdistriktsområdet. Puljen er en medfinansieringspulje,
således at der fra puljen kan søges op til 25 procent medfinansiering af et
projekts samlede budget. Den resterende finansiering må ikke være kommunale
kroner. Eksempler på projekter kan være: Vester Thorup højskole, Bryggergården,
Ingstrup Multihus, Hjortdal Multihus, Brovst speedwayklub, Gjøl-båden,
naturlegeplads i Kollerup og Egnssamlingen i Saltum.