Jammerbugt
Kommune har formidlet et samarbejde, der kan føre til en ny 48 meter høj
telekom-mast ved Gjøl Kraftvarmeværk. Dermed kan der blive bedre dækning i
området fra september i år.

Den
nye mast til mobiltelefoni bliver rejst af KPR Towers A/S. De har indgået
aftale med Gjøl Private Kraftvarmeværk om at rejse masten på deres jord på
Drøvten 48.

”Masten
på Gjøl er endnu et resultat af den målrettede indsats, som Jammerbugt Kommune
i samarbejde med borgere og udbydere af telefoni har skabt siden opstarten i
marts 2016”, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.

Masten
skal erstatte den lavere skorsten i byen, der i dag anvendes til antenner for
mobildækning. Og med den nye mast opnår området mere tilfredsstillende sende-
og modtageforhold.

”Det
er meget glædeligt, at de to parter er gået sammen om en løsning, der kan sikre
en acceptabel mobildækning på Gjøl. Jammerbugt Kommune er interesserede i, at
kommunen får bedre dækning – både for borgerne og virksomhedernes skyld.
Samtidig har en bedre mobildækning stor indflydelse på eksempelvis
hjemmeplejens arbejde. De har brug for stabil og god dækning, når de laver
registreringer efter besøg hos borgeren”, fortæller borgmester Mogens Christen
Gade.

Kommunen
har haft en overordnet rolle i at afdække muligheden for bedre dækning i
området.

”Som
kommune har vi interesse i at forbedre infrastrukturen for mobiltelefoni.
Derfor har vi afdækket, hvilke muligheder, der var på området. I det arbejde
hørte vi om KPR Towers, som rejser master for teleindustrien i store dele af
verdenen. Vi førte de to parter sammen, som nu har fundet sammen om en løsning
på Gjøl”, siger leder af digitalisering og IT i Jammerbugt Kommune Morten
Hedegaard.

Kraftvarmeværket
på Gjøl udlejer et jordlod på 8×10 meter til KPR Towers, hvor den 48 meter høje
gittermast med antennesystemer skal stå. På jorden tæt på masten kommer der til
at stå teknikkabiner til det tekniske udstyr.

Den
nye mobilmast kræver en ændring af lokalplanen, derfor forventes
byggeansøgningen at komme i høring til sommer. Går alt som forventet, vil der
være bedre dækning på Gjøl allerede i løbet af efteråret 2019.

For
yderligere kommentarer, kontakt:

Borgmester Mogens Christen Gade tlf.: 41912001
Leder af digitalisering og IT Jammerbugt Kommune Morten Hedegaard tlf.:
41912011