Hussalget i Danmark er generelt steget i første halvår af
2019. Men specielt i Jammerbugt Kommune er salget gået godt, viser tal fra
Boligsiden.

Ejendomsmæglerne i Jammerbugt Kommune har haft travlt det
første halve år af 2019 – mere end normalt. Hushandlerne er steget med 27,3% i
forhold til samme periode sidste år. Det placerer Jammerbugt Kommune på en
andenplads, når det kommer til, hvor i landet salget er steget mest.

Stigningen i handler mærker mæglerne specielt på områder,
der måske har været stille omkring i nogle år.

“Vi havde travlt sidste år, og har haft ekstra
travlt i år. I Brovst, Arentsminde og Halvrimmen er hussalget steget
betydeligt. Vi oplever også en øget interesse for landejendomme i området, og
har haft flere handler i sommerhusområdet ved Tranum end de tidligere år”,
fortæller indehaver Morten Brix fra EDC i Brovst.

Nybolig i Brovst kan bekræfte den øgede aktivitet i
Brovstområdet, mens EDC Danebo i Blokhus har bemærket større interesse for køb
af fritidsboliger væk fra de typiske magneter:

“Der er generelt flere hushandler i år end sidste
år. Vi ser, at områderne uden for Blokhus røre mere på sig, det er for eksempel
Rødhus, Saltum og Tranum”, siger indehaver af EDC Danebo i Blokhus Erik
Thuesen.

En udvikling, der glæder borgmesteren i Jammerbugt
Kommune:

“Det er meget positivt for vores
landdistriktskommune, at den store aktivitet i hussalget også er i de mindre
byer og landområder i Jammerbugt. Det er vigtigt, at det er attraktivt at
bosætte sig mange steder i kommunen, det er med til fortsat at skabe udvikling
bredt i vores kommune”, siger borgmester Mogens Christen Gade.

Lavere priser væk fra hovedbyerne er gunstige.

Købere ser især på afstanden til deres arbejde og prisen,
når de køber bolig.

“For de fleste er det afgørende, hvor langt de har
til arbejdet, når de køber bolig. Vi oplever, at flere som arbejder i Aalborg,
og som typisk vil se på bolig 20 minutter fra arbejdet, nu søger boliger
yderligere 10-15 minutter væk. Det slår igennem på bolighandlen i eksempelvis
Brovst. Det sker, fordi de får mere hus for pengene, hvis de kører lidt
længere, og det vil de gerne, når de kan spare 500.000 – 700.000 kr. på et
sammenligneligt hus, og de samtidig kan få råd til en ekstra bil”,
forklarer Morten Brix.

Læs mere på stigningen i hussalget her<https://www.boligsiden.dk/nyheder/2019/08/her-stiger-hussalget-mest-se-hvor-din-kommune-er-paa-listen/>.

For mere information, kontakt:

Borgmester Mogens Christen Gade – tlf.: 41912001