Regionsrådet besluttede for nogen tid siden at nedlægge lægevagten i Skagen, Farsø og Brovst – det gav anledning til efterfølgende protester fra borgere og borgmestre i de berørte kommuner/områder. Og en fælles indsats fra de berørte kommuner for en konkret dialog med regionen med henblik på løsninger lokalt, som alle tre kommuner kunne acceptere.

Ikke for at træde i såret – men den 6. marts 2020 udtrykte de Nordjyske borgmestre i et møde med regions formandsskabet kritik af den totalt fraværende dialog og involverende proces omkring lægevagtlukningerne – hvilket fremgår af mødereferatet. Også for at markere, at Kommunerne ikke havde sovet i timen.

Men nu skal vi videre – og sikre de bedst mulige løsninger for borgerne i de berørte områder – og vi plejer jo at være gode til at finde løsninger Kommuner og region imellem her i det Nordjyske.

Udgangspunktet for os er en lægevagt med lægedækning – netop fordi en lægevagt uden læger er ligesom en citronfromage uden citron.

Er der overhovedet patienter i lægevagten i Brovst – Jo – jo – 2.155 patienter i 2019 – og det endda med faste borgerudsagn på, at man som lokal ikke bliver henvist til Brovst men til Aalborg og andre steder. På trods af dette er det  rigtige tal meget større tal end det regionen præsenterede i et notat fra 19. februar – hvor tallet fremstod som 612. Hvis beslutningen er truffet på baggrund af det meget misvisende tal om brugen af Lægevagten i Brovst bør det vel give anledning til en revurdering.

Mange andre ting taler for en revurdering : F.eks. Regionens og Jammerbugt Kommunes helt unikke intentioner og aftale om et fælles sundhedshus punkteres noget hvis lægevagten ikke er der.

Lighed i sundhed er et overordnet princip indenfor sundhedsvæsenet – og bør selvfølgelig også give nogle muligheder for borgere herude hvor der er længere mellem husene og hvor mobiliteten ikke er så stor.

En centraliseringsdagsorden skal under ingen omstændigheder kunne dikteres af de Praktiserende lægers organisation – PLO.

Lighed i sundhed betyder ikke, at alle får de samme tilbud – vi har jo alle for længst accepteret, at der centraliseres – og de som bor i de større byer har tættere til sygehuse og speciallæger m.m.

Lighed i sundhed er ikke, at der kun er lægevagt i Frederikshavn, Hobro, Thisted, Hjørring og Aalborg

Lighed i sundhed er ikke muligt i virkeligheden – men man øger ikke ligheden i sundhed ved at tage noget fra nogen, som ikke har ret meget i forvejen – når det drejer sig om regionale sundhedstilbud – som nu tilfældet er her i Jammerbugt Kommune.

Er der løsninger ? Ja, vi har fra alle tre kommuner spillet konkret ind – en konkret løsning i Brovst er at lade den nuværende udbudsklinik i Brovst – Alles Lægehus – drive med længere åbningstid end den nuværende – f.eks. indtil kl. 20 hver dag.

Den løsning eller noget lignende synes jeg regionsrådet skal realisere her i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger – jeg mener ikke, at PLO har vetoret overfor en sådan løsning – og således er det alene op til regionsrådet. Og ja, det koster penge at ville hele regionen – ligesom det koster penge at fastholde en decentral skolestruktur – men man kan også se det som en investering. Og Citronfromage er nu bedst med citron – ligesom en lægevagt er bedst med lægedækning.

Nu er der borgermøde her i løbet af august – og selvom den offentlige debat grundet coronakrisen krisen har været udsat – ja, så har der været administrativ dialog – og selvom klokken er mange og tiden er gået – ja, så er toget ikke kørt endnu – håber jeg !