En samlet Kommunalbestyrelse har endnu en gang indgået en budgetaftale – Budget 2021.

Jammerbugt Kommune er en kommune i sikker drift med blik for fremtiden. Eller som en evalueringsrapport konkluderede efter vores første leveår: Jammerbugt Kommune er en bette go’ kommune med en sund rod.

Så langt er vi kun kommet, fordi Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune har valgt det brede samarbejde som udgangspunkt for at løse de udfordringer, der har været gennem årene – og der har været mange. Så langt er vi kun kommet, fordi vores dygtige personale og ledelse har bidraget. Så langt er vi kun kommet, fordi vi har engagerede brugerbestyrelser – udvalg, råd og nævn. Og så langt er vi kun kommet, fordi vi har flittige ildsjæle og et dygtigt erhvervsliv.

Et fælles træk på den samme hammel har bragt Jammerbugt Kommune til at være det, vi er i dag: En kommune i sikker drift med blik for fremtiden. En kommune præget af politisk og økonomisk stabilitet.

Arbejdet med budget 2021
Budgetopfølgningen omkring sommerferien i år – en budgetopfølgning, som hang sammen med frygten for at overskride servicerammen – blev samtidig opstarten på budgetprocessen.

Flere af de reduktioner, vi vedtog i budgetopfølgningen, får effekt ud i 2021 – og dermed var ”jagten” på et omstillingsbeløb begyndt.

Jammerbugt Kommunes økonomi er stærkere og sundere end nogensinde – og det er budgettet jo også et udtryk for. Og hvordan er vi så kommet dertil? Det er vi med mange års økonomisk ansvarlighed – et flot budget 2020 – en god midtvejsregulering – en vunden retssag mod staten – en god kommuneaftale -og en rigtig god udligningsreform. Og så lidt ekstra penge til drift og anlægslån efter konkret ansøgning og dialog med Indenrigsministeren.

Vækst og velfærd er hinandens forudsætninger – oplever vi vækst – så bliver der flere penge at gøre godt med på serviceområderne. På samme måde mener jeg, at god velfærd, god børnepasning og en god folkeskole også er med til at generere vækst. Men Kommunalbestyrelsen har også ageret ansvarligt og har sikret, at det ikke flyder med mælk og honning, men at der er en langsigtet fornuftig økonomi – lige så langt øjet rækker og længere end det.

Et bredt samarbejde

Evnen og viljen til det brede samarbejde i Jammerbugt Kommune er samtidig et stærkt signal til borgere, ansatte og Jammerbugt Kommune. Men også som et stærkt signal til mennesker, der tænker på at investere i vores kommune.

Den brede aftale er samtidig en fornuftig aftale:

  • Der er lagt stor beløb ind til børnepasningen og seniorområdet.
  • Folkeskolen er friholdt for besparelser i indeværende års budget.
  • Der er lagt en hånd under de specialiserede områder, som vi ved har det svært og får det svært.
  • Fritidsområdet får en klar markering i indeværende års budget. Bl.a. øget medlemstilskud.
  • Der frigives 10 millioner kr. af institutionernes overførsler fra sidste år – det betyder blandt andet, at børnepasningsområdet får frigivet 2,8 millioner kr. til yderligere forbrug i 2021 – udover de 2,5 mio. kr. der allerede er bevilget i budgettet plus de penge, der måtte komme fra regeringen omkring minimumsnormeringer.
  • Folkeskole og SFO får frigivet 4,4 millioner kr. som en forøgelse af budget 2021 i forhold til budgettet i indeværende år.

På anlægssiden har vi et historisk stort anlægsbudget på 152 millioner kr. Det store anlægsbeløb står på ingen måde i vejen for driften. Beløbet dækker over spændende projekter fra byggemodninger og halprojekter til Skolecenter Jetsmark og ny Børnehave i Nørhalne.

Driftsoverskuddet er historisk flot – på142 millioner kr. Anlægsudgifter på 152 millioner kr. Afdrag på 98 millioner kr. – dels på langfristet gæld og som indbetaling til en central feriefond. Og en fornuftig likviditet, som vil være over 165 millioner kr., når vi starter på 2021. Over budgetperioden vil likviditeten være fra ca. 100 millioner og opefter – ganske imponerende, det store anlægsprogram taget i betragtning.

Planstrategien sikrer vækst
Det primære for Jammerbugt Kommune er at levere god service til vores borgere. Det er også vigtigt at sikre gode forudsætninger for vækst. Det gør vi gennem flere strategiske tiltag.

  • Med vores nye planstrategi, som vedtages i løbet af efteråret med et handlekatalog.
  • Med en nyrevideret vækststrategi på erhvervs- og turistområdet, som vedtages i begyndelsen af 2021.
  • Med vores handlingsorienterede Landdistriktspolitik,
  • Ved at vores mange investorer er klar til at investere i Jammerbugt Kommune – såvel i bosætning som i erhverv.

Hvis jeg skal prikke lidt til janteloven, så vil jeg på vegne af Kommunalbestyrelsen gerne fremhæve, at vi i 2021 står med Jammerbugt Kommunes bedste budget nogensinde.